Semuc Champey, Copan og Utila oktober 8, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Guatemala, Honduras.2 comments
I Guatemala tog vi til Semuc Champey sammen med vores Couchsurfingven Rudy. Det var fantastik flot med hundrede af smaa vandfald paa Cahabonfloden og smaa pools imellem, hvor man kunne bade. Lige ved siden af laa det omfattende hulesystem Kan-Ba, som vi begav os ind i bevaebnet med stearinlys og klar til nogle graenseoverskridende svoemmeture gennem totalt moerke og smalle passager og udspring ud i det ukendte, hvor man kun havde guidens ord for, at man ikke ramte en skarp klippe. Derefter var der udspring fra broen, der krydser Cahabonfloden, og en flydetur langs den i gamle oppustede daekslanger. Vi var godt traette, da vi skulle sove, saa da vi sad og snakkede i sengen om dagens oplevelser, var vi ikke helt forberedte paa den enorme sorte fugleedderkop, der pludseligt kravlede rundt ved mit hovede.
Efter Semuc Champey tog vi til Copan ruinerne i Honduras, der er en af de stoerste og flotteste Maya-ruiner. Guiden var ekstremt vidende og kunne fortaelle alt om det gamle rige. Ved Copan moedte vi israeleren Amir. Hvor det var meningen vi ville have taget til Livingston i Guatemala lokkede Amir os istedet med til dykkeroeen Utila i Honduras. Vi er nu paa vej til Guatemala City igen for at tage flyet til Brasilien, og paa trods af de mange myg har jeg ikke fortrudt et oejeblik vi tog med Amir til Utila. Paa oeen tog jeg et dykkercertifikat, og det gav mig adgang til det ene fantastisk flotte koralrev efter det andet og stadigt stoerre og flottere fisk, soeheste og maerkelige skabninger, jeg aldrig har set foer. Jeg var bl.a. saa heldig at se en Baracuda jage og fange et bytte faa meter foran mit ansigt – noget min instruktoer heller aldrig foer havde set. Jeg skal helt sikkert ud at dykke igen engang og med mit certifikat kan jeg nu goere det uden instruktoer.
Lake Atitlán september 25, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Guatemala.add a comment
Et lidt kort indlaeg, for koeen er lang her paa netcafeen, og ingen billeder for internettet er hamrende ustabilt. I Guatemala City var der ikke meget at se. Byens centrale plaza var flot og vi tog en tur paa det nationalhistoriske museum, der ikke var prangende men havde en hel del originale ting fra kolonitiden. Udover det er byen bare biler og roeg.
I weekenden tog vi til Antigua, der var meget mere hyggelig. Byen er ikke mere end 10×10 blocks stor, og i modsaetning til i Guatemala City var det behageligt at spadsere rundt og kigge og sidde ned og spise. Loerdag besteg vi vulkanen Pacaya i silende regnvejr. Det var haardt, men ogsaa ret fedt at komme saa taet paa lavaen, at jeg rent faktisk kunne roere det. Paa vej ned fik vi at vide, at vi skulle holde os taet sammen, for det var moerkt og junglen ikke til at finde rundt i, men det lykkedes alligevel for mig og en britte at fare vild. Heldigvis stoedte vi ind i vores gruppe igen efter en lille time.
Rudy tog os med hjem til hans mor, hvor vi boede et par dage og fik toerret vores toej og serveret hjemmelavet guatemalsk mad.
Nu er vi ved Lake Atitlan. En virkelig flot soe omgivet af bjerge. I bussen moedte vi to unge amerikanske hippieanarkister, der tomler den til Argentina, men lige nu lever de i Guatemala og sparer op ved at saelge smykker, som de selv laver. De har fundet en lejlighed lige ved siden af deres, som vi kun betaler ca. 70 kroner for for en uge. Vi splejser om maden og saa laver de den og vi vasker op, saa det er meget hyggeligt. De naeste par dage skal vi rundt og se paa landsbyerne omkring soeen inden turen gaar tilbage til Guatemala City, hvor vi kan tage bussen til et nyt sted.
Cape Girardeau, Missouri og ankomst Guatemala september 19, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Cape Girardeau, Guatemala.add a comment
Jeg glemte helt at fortælle i mit forrige indlæg, at bedst som vi vader ned af en tilfældig gade i San Francisco for at komme til Fisherman’s Wharf, støder vi ind i to piger og en fyr fra Ribe, der også er ude at rejse. Hvad sker der lige for det?? Vi havde ingen anelse om, at de var ude at rejse, endsige at de var i San Francisco. Vi aftalte at mødes for at se byen, men en af parterne må have misforstået mødestedet, for ingen kunne finde hinanden på det aftalte tidspunkt.
Vi havde det sjovt i Cape Girardeau, hvor vi ligesom fik set the redneck side of America. Hver eneste aften skete der noget paa eller naer campus, og Trever, en af Palles venner, var en enormt fin fyr, og han tog os med rundt til alle mulige barer den ene aften efter den anden. Han tog os ogsaa med til den aarlige Town Fair, hvor der var politisk propaganda, dyrskue (jeg noejedes med at ride den mekaniske tyr) og ikke mindst demolition derby. Godt nok har vi carboxing i Toftlund med to ad gangen, men her var det altsaa 21 biler der brager ind i hinanden paa samme tid.
Vi kom desvaerre ikke ud at skyde, for Trever havde tilbudt os at laane hans shotgun, men han sov desvaerre over sig paa vores sidste dag i Cape G. Vi ville dog ogsaa helst have proevet en handgun, men det lod sig ikke goere, medmindre man havde en selv.
Jeg skrev tidligere, at jeg ikke havde maerket, at servicen var hoejere i Californien end i Danmark. Jeg ved heller ikke, om selve servicen var hoejere i Missouri, men folk virkede meget venlige og imoedekommende, og moedte man en fremmed paa gaden kunne man godt regne med, han ville hilse.
Palle koerte os til lufthavnen dagen inden, vi skulle flyve, saa vi tog vores foerste overnatning ved en Couchsurfer. Det var den kinesiske indvandrer Myf Ma, og det gik helt fint, selvom Che Guevara var paa hans hat og en stor plakat af Karl Marx prydede roommatens vaerelse. 
De var overraskede over, at Danmark ikke var et paradis uden problemer, og at vi som danskere kunne komme og fortaelle, at USA paa mange omraader fungerer bedre.
Naeste dag gik flyet gik til Miami, men foerst var vi oppe i St. Louis´varemaerke. I Miami couchsurfede vi familien Stovall og deres adoptivsoen istedet for at tilbringe et helt doegn i lufthavnen, foer turen gik til Guatemala. De gav os en middag paa en laekker cubansk restaurant og baade hentede os fra og koerte os til lufthavnen igen. Moren viste os ogsaa hendes arbejdsplads, hvor der blev foretaget hjerneforskning ved at eksperimentere paa de her yndige slugs.
Nu sidder vi paa vaerelset ved Rudy i Guatemala City, men vi skal vist dele vaerelse med nogle piger. Rudy tog os med til et lille lokalt koekken, som det ville vaere helt umuligt for turister at finde, for der var ingen skilte paa facaden, og man skulle ringe paa ved en anonym doer for at komme ind. Der fik vi en typisk guatemalsk ret med boenner og aeg for omkring 10 kroner. Der er meget trafik, og selvom bilerne er nye, virker det som om, de mangler et eller andet filter, for udstoedningen er meget kraftig. Vi skal dog helt sikkert ud og se noget af Guatemalas natur, der efter sigende skulle vaere fabelagtig flot med sorte lavastrande, levende vulkaner og flotte soeer.
