Vi havde i øvrigt en lidt spøjs episode… december 6, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Bolivia.add a comment
… da vi skulle med flyet fra Bolivia. For at komme ind i Brasilien kræves nemlig et bevis på, at du er blevet vaccineret mod Gul Feber. Daniel havde fået vaccinen, men lægen havde glemt at give ham beviset, så de nægtede at chekke ham ind i lufthavnen. Det var rigtigt, rigtigt skidt, for vores fly til Danmark afgik fra Sao Paulo, så vi SKULLE ind i Brasilien. En anden lufthavnsansat kom dog og sagde, at vi skulle møde ham ovre i hjørnet om 10 minutter. Vi ventede så i hjørnet, hvor manden vendte tilbage med en ven i sort jakke. Hvis Daniel gav ham 30 dollars og hans pas ville han gå ud til sin anden ven og producere et vaccinebevis til Daniel. Daniel gav ham pengene og passet, det virkede som eneste udvej, og ganske rigtigt havde han få minutter efter et vaccinebevis med boliviansk stempel. Mafiaen var det eneste effektive i Bolivia.
Death Road, Sao Paulo og hjem december 4, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Bolivia, Brasilien.add a comment
I mandags tog vi med vores hollandske veninder på mountainbike ned ad vejen fra La Paz til Coroico, som The Inter-American Development Bank har dømt til verdens farligste vej. Jeg var lidt nervøs, for før i tiden skulle der efter sigende dø mellem 200 og 300 mennesker om året på vejen. Nu er den nye vej åbnet, og derfor bruger ikke mange bilister denne mere. Den er ca. 60 km lang, lavet af uregelmæssigt grus, har pludselige store indhak, er ofte under 3 meter bred og har flere hundrede meters skrænt ned til den ene side. I modsætning til alle andre veje i Bolivia skal man i øvrigt køre i venstre side for at have bedre udsyn rundt om hjørnerne. På vej ned betyder det desværre tættest på kanten. I junglen havde vi talt med en englænder, der sagde, at dagen efter han kørte ned, var der en israeler, der kørte ud over og døde (næsten hver gang, vi har hørt om en rejsende, der er kommet galt afsted, har det været en israeler. De er lige kommet ud fra 3 års værnepligt, og tror de kan alt, og rejser altid i store grupper, så de skal imponere vennerne), og jeg havde netop stemt for at tage et fly tilbage til La Paz fra junglen for at slippe for de smalle bjergstiger, og så gjorde jeg alligevel dette frivilligt.

Vores gruppe blev delt op i tre af guiderne: De hurtige, de hurtigere og de hurtigste. Daniel og jeg lagde os i front lige bag guiden i den hurtigste gruppe, og jeg må nok indrømme, at jeg kørte hurtigere, end det var helt forsvarligt med mine helt grønne mountainbiking skills. Jeg fik af og til en klump i halsen, når jeg kom lidt for tæt på kanten i et højresving, eller der kom et indhak, jeg ikke lige havde set, men det tænkte jeg ikke meget over i adrenalinrusen.
Der var to andre der styrtede og fik hudafskrabninger, men de to hurtige Danish dynamites kom helskinnet igennem og fejrede det med en afslappende overnatning i Coroico på et af de finere hoteller, vi har prøvet, og så med både sauna og svømmepøl.

Tilbage i La Paz fik jeg prøvet oxygenbaren. Efter 15 minutter med maske på følte jeg mig muligvis en smule let, men effekten var ikke stor. Det var dog en spøjs oplevelse.

Ellers gik tiden med shopping, for det var jo superbilligt i La Paz. Daniel og jeg bestilte begge et skræddersyet jakkesæt til omkring 300 kr. + stof for omkring 150 kr. Daniels blev rigtigt flot, men efter at have rykket min skrædder to gange og have taget taxaen ud til ham kl. 4 om natten for at få det inden flyet til Sao Paulo gik, var han stadig ikke færdig, og jeg måtte tage det med, som det var, og slippe lidt færre pesos i betaling. Så håber jeg, jeg kan finde en billig skrædder herhjemme.
Da vi står af flyet i Sao Paulo dukker min taske aldrig op på båndet. Fordømt. Selskabet lovede at finde den, men jeg har endnu ikke hørt fra dem. Det var vist heller ikke det mest pålidelige selskab, vi kunne have valgt, for i flyet fortæller en anden passager om, hvordan de har siddet i flyet hele natten efter de landede. Personalet havde instrueret dem i at gå af, men de var bange for, at de aldrig ville komme videre, hvis de først steg af flyet, hvorfor de nægtede og blev siddende. Meget lidt fungerer som planlagt i Bolivia.
At komme tilbage til den paulistiske trafik i Sao Paulo efter ca. en måned var næsten som at vende hjem til civilization. Gode og rene veje og ingen dytteri. I Bolivia er det kutyme at dytte FØR, der er ved at gå noget galt. Bare for at være sikker. I Sao Paulo tog vi til endnu et collegeparty med Renato, og efter at have spist gedeben og kyllingehjerter på et churrasceria var vi inde og se Beowulf-filmen, som foregår i Danmark. I begyndelsen syntes jeg, at blandingen mellem rigtigt skuespil og animation virkede ufrivilligt komisk, men sammen med historiens over-the-top-ness efterlod det mig alligevel med et godt indtryk af filmen. Beowulf er helten, der i sine unge dage lader sig korrumpere og give efter for det onde, men som gammel forsvarer han sit folk med sit eget liv for at råde bod på det.
Vi nåede også lige et par timer ved Renatos fars datters 1-års fødselsdag før vi skulle til lufthavnen. Det var også over-the-top! Kæmpe Disney-figurer og pastelfarver over det hele, hoppeborg, boldbad og discotek med DJ, hvor favella-børnene blærede sig med håndstand og breakdancing. Men vi måtte sige farvel og tak til Renato, hans familie og hans venner og stige ombord på jumbojetten til Europa.
Sent i går aftes kom vi hjem. Det er en mærkelig og lidt tom fornemmelse, når man pludseligt ikke længere er på vej til et nyt sted hele tiden, men det er også dejligt at se familie og venner igen, at spise rugbrød, leverpostej og kogte kartofler, at drikke frisk mælk, at der ikke står en ildelugtende spand med al brugt toiletpapir ved siden af toilettet, at vide hvor man skal sove og kunne vælge sit tøj fra hylder i et skab istedet for at rode rygsækken igennem i blinde (jeg har dog ikke så meget tøj tilbage, jeg mistede jo rygsækken i lufthavnen). Men de seneste fire måneder har uden tvivl budt på nogle af de største oplevelser, jeg har været med til. Jeg har svært ved at overskue alle de fantastiske indtryk og oplevelser, og alle de mennesker, både lokale og rejsende, og deres historier, skæbner og bedrifter.
Daniel har klippet en lille video sammen med bungee-jump, nem asfalteret death road, Iguacu falls og lidt andet:
Efter nytår flytter jeg til København for at arbejde, så jeg leder både efter job og lejlighed. Hiv gerne lige fat i mig, hvis du kender til noget! Lejligheden skal bare være billig, så en et-værelses er fint. E-mail: lasse SNABELA fimp.dk Telefon: 60626269
Slut for denne omgang.
Amazonas november 25, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Bolivia.add a comment
I gaar floej vi tilbage til La Paz fra junglebyen Rurrenabaque. Turen derop var 20 timer i bus med kun to tissepauser, hvor den ene vist kun fandt sted, fordi det ene hjul var ved at falde af. Ikke superbetryggende naar man koerer paa smalle bjergstiger. Flyveturen tilbage tog kun 45 minutter i et mindre propelfly. Vi har ogsaa koebt en flybillet tilbage til Sao Paulo fra La Paz. Vi har faaet nok af busser.
I Rurre tog vi tre dage ud paa Las Pampas, der er floderne og sumpene ved junglen, og det er her, man kan se flest af de spaendende dyr. Det gjorde vi ogsaa: Skildpadder i massevis, mange alligatorer og Cayman, en haandfuld aber og en enkelt Anacondacobra, plus en raekke fugle. Vi fiskede ogsaa piratfisk – hverken Daniel eller jeg fangede nogen, men jeg smagte en af de andres fangst, selvom der godt nok ikke er meget koed paa en Piranha. Tjek billederne. Vi havde det ogsaa ret sjovt med de fire hollaendere, to englaendere i vores gruppe og guiden, saa da vi kom tilbage til Rurre moedtes vi til en skinger omgang karaoke.
Daniel og jeg havde dog faaet blod paa tanden efter at have set saa mange alligatorer, saa vi spurgte guiden, om det var muligt at jage dem. Han tog kontakt til en ven, der ville tage os med ud to dage for at jage. I dagen op til droppede han hele tiden forbi vores hostel med nye oplysninger om tid og sted og om hvordan vi ikke kunne vaere i samme bil som gevaererne, naar vi skulle koere forbi politistationen. Havde vi lige skrevet os op til krybskytteri? Sandsynligvis, men efter at have set hvor mange alligatorer der var, og at de derfor umuligt kunne vaere truede, havde vi ikke moralske kvaler.
Saa vi blev koert paa mototaxi forbi politistationen hvorefter vi blev samlet op af guidens ven, Ronny, som koerte os ud til hans fars hus, hvor vi sov under et halvtag beboet af giftige fugleedderkopper og en haer af farlige insekter, som faren havde opdraettet til at angribe fremmede trespassers. Paa vores foerste jagttur vaeltede jeg ind i et psykopattrae, som har givet mig splinter i det meste af underarmen. Av, og de sidder der endnu. Vi skoed efter fugle, men hverken Daniel eller jeg kunne ramme noget som helst, saa aftensmaden boed kun paa kogt spaghetti. Jeg spiste dog nogle termitter istedet.
Den anden jagttur var mere succesfuld. Maaske fordi vi inden tyggede kokablade og ofrede et andet bundt kokablade til jungleguden og dyrene. Vi tog afsted ved kl. 22 for at finde alligatorer, men det var et helt andet dyr, Daniel foerst fik ram paa. Han hoerte en ugle, sigtede op i traeet og saa to store oejne og skoed, men det viste sig at vaere en natabe, der faldt ned med et stort hul lige i brystet. Han havde det forstaaeligt nok lidt maerkeligt med at have skudt en abe og han kunne ikke lide at roere ved den, saa det var landmandssoennen, der maatte posere for kameraet. Men nu hvor den allerede var doed kunne vi jo lige saa godt tage den med tilbage og faa den til frokost naeste dag.
Det var svaert at finde alligatorerne. Vi var tilsyneladende ikke stille nok, men efter naesten 7 timer lykkedes det for Ronny at liste sig ind paa en og skyde den, hvorefter jeg giver den endnu et skud og gaar amok med en machete, da den stadig bevaeger sig. Utroligt haardfoer!

Ronny skaerer halen af, som vi tager med, og vi kan meget traette gaa hjem og sove kl. 5. Naeste dag griller hans kone begge dyr til frokost. Alligatorkoedet var godt, men rimeligt sejt. Abekoedet var helt moerkeroedt og med en ret staerk smag. Det smagte egentlig ok, men det var lidt for maerkeligt for mig at spise en abe, til at jeg kunne nyde det, men Ronnys familie maeskede lystigt koedet i sig.

Vores ture ved Amazonas har uden tvivl vaeret et af hoejdepunkterne i de fire maaneder, der snart er gaaet. Paa mandag skal vi ned ad The Worlds Most Dangerous Road paa mountainbike. Og ellers skal den sidste uge vist bare bruges paa at slappe af paa en oxygenbar i La Paz. Om kun godt en uge er vi tilbage i Danmark, men vi har allerede faaet en lille forsmag: Paa vores hostel i La Paz kan vi for foerste gang i fire maaneder sove med rigtige dyner!
Salta, Chile, Bolivia november 13, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Argentina, Bolivia, Chile.3 comments
Jeg glemte at fortaelle, at vi tomlede vores foerste tur i ingenmandsland mellem Brasilien og Argentina. Dog blot en kilometer fra den brasilianske kontrol til den argentinske med et par oeldrikkende argentinere. Hvis vi talte bedre spansk ville vi nok have gjort mere ud af det, det er ogsaa ret udbredt blandt unge sydamerikanere.
I Salta koerte vi paa vandscooter og bungeejumpede. Det var helt vildt sjovt
Jumpet var kun 35 meter, men det var over vand, saa alle 35 meter blev udnyttet, da jeg fik armene under og Daniel kom under med hovedet. Han tror, at han slugte noget vand, og det var derfor, vi maatte have ham til laegen dagen efter med daarlig mave, feber osv., men han har det godt nu.
Til gengaeld har jeg faaet en byld-agtig ting paa hoften, og jeg kom til at pille i den, saa nu er den inficeret. Saa er det godt, vi er kommet til Bolivia, hvor antibiotika kan koebes uden recept.
I Chile boede vi et par dage i San Pedro de Atacama. Vi tog ud og sandboarde, men vi orkede kun en enkelt tur op ad en sandbanke og ned igen. Der er jo ingen lifte. Daniel har staaet paa snowboard, saa det gik udmaerket for ham; jeg vaeltede hele vejen ned. Dagen efter stod vi op kl. 4 for at komme ud til geyserne, hvor vi gik rundt i minus 15 grader. Foej hvor var det koldt, men det blev heldigvis varmere hen ad dagen, som ogsaa boed paa kaktusser, flamingoer og naturmedicing, der kunne kurere sukkersyge paa 8 dage.

Turen til Bolivia var min vaerste bustur indtil nu. I Andes-hoejderne toerrer laeberne ind, luften skaerer i naesen, og helt oppe foeles det som ét langt mildt astmaanfald. Og da vi ankom til den bolivianske graense kl. 2 om natten aabnede den selvfoelgelig foerst kl. 8. Saa mens buschauffoeren gik indenfor og varmede sig i en hytte ved siden af, blev passagererne efterladt i minusgrader i bussen. Vi var heldige, at en tysker laante et taeppe til Daniel og en bolivianer et til mig.
Nu er vi indlogeret paa et hostel i Uyuni sammen med foernaevnte tysker, hvorfra vi i morgen tager ud for at se verdens stoerste saltslette. Derefter gaar turen for Daniel og jeg til La Paz.









