lbo on tour

I mandags tog vi med vores hollandske veninder på mountainbike ned ad vejen fra La Paz til Coroico, som The Inter-American Development Bank har dømt til verdens farligste vej. Jeg var lidt nervøs, for før i tiden skulle der efter sigende dø mellem 200 og 300 mennesker om året på vejen. Nu er den nye vej åbnet, og derfor bruger ikke mange bilister denne mere. Den er ca. 60 km lang, lavet af uregelmæssigt grus, har pludselige store indhak, er ofte under 3 meter bred og har flere hundrede meters skrænt ned til den ene side. I modsætning til alle andre veje i Bolivia skal man i øvrigt køre i venstre side for at have bedre udsyn rundt om hjørnerne. På vej ned betyder det desværre tættest på kanten. I junglen havde vi talt med en englænder, der sagde, at dagen efter han kørte ned, var der en israeler, der kørte ud over og døde (næsten hver gang, vi har hørt om en rejsende, der er kommet galt afsted, har det været en israeler. De er lige kommet ud fra 3 års værnepligt, og tror de kan alt, og rejser altid i store grupper, så de skal imponere vennerne), og jeg havde netop stemt for at tage et fly tilbage til La Paz fra junglen for at slippe for de smalle bjergstiger, og så gjorde jeg alligevel dette frivilligt.

Vores gruppe blev delt op i tre af guiderne: De hurtige, de hurtigere og de hurtigste. Daniel og jeg lagde os i front lige bag guiden i den hurtigste gruppe, og jeg må nok indrømme, at jeg kørte hurtigere, end det var helt forsvarligt med mine helt grønne mountainbiking skills. Jeg fik af og til en klump i halsen, når jeg kom lidt for tæt på kanten i et højresving, eller der kom et indhak, jeg ikke lige havde set, men det tænkte jeg ikke meget over i adrenalinrusen.

Der var to andre der styrtede og fik hudafskrabninger, men de to hurtige Danish dynamites kom helskinnet igennem og fejrede det med en afslappende overnatning i Coroico på et af de finere hoteller, vi har prøvet, og så med både sauna og svømmepøl.

Tilbage i La Paz fik jeg prøvet oxygenbaren. Efter 15 minutter med maske på følte jeg mig muligvis en smule let, men effekten var ikke stor. Det var dog en spøjs oplevelse.

Ellers gik tiden med shopping, for det var jo superbilligt i La Paz. Daniel og jeg bestilte begge et skræddersyet jakkesæt til omkring 300 kr. + stof for omkring 150 kr. Daniels blev rigtigt flot, men efter at have rykket min skrædder to gange og have taget taxaen ud til ham kl. 4 om natten for at få det inden flyet til Sao Paulo gik, var han stadig ikke færdig, og jeg måtte tage det med, som det var, og slippe lidt færre pesos i betaling. Så håber jeg, jeg kan finde en billig skrædder herhjemme.

Da vi står af flyet i Sao Paulo dukker min taske aldrig op på båndet. Fordømt. Selskabet lovede at finde den, men jeg har endnu ikke hørt fra dem. Det var vist heller ikke det mest pålidelige selskab, vi kunne have valgt, for i flyet fortæller en anden passager om, hvordan de har siddet i flyet hele natten efter de landede. Personalet havde instrueret dem i at gå af, men de var bange for, at de aldrig ville komme videre, hvis de først steg af flyet, hvorfor de nægtede og blev siddende. Meget lidt fungerer som planlagt i Bolivia.

At komme tilbage til den paulistiske trafik i Sao Paulo efter ca. en måned var næsten som at vende hjem til civilization. Gode og rene veje og ingen dytteri. I Bolivia er det kutyme at dytte FØR, der er ved at gå noget galt. Bare for at være sikker. I Sao Paulo tog vi til endnu et collegeparty med Renato, og efter at have spist gedeben og kyllingehjerter på et churrasceria var vi inde og se Beowulf-filmen, som foregår i Danmark. I begyndelsen syntes jeg, at blandingen mellem rigtigt skuespil og animation virkede ufrivilligt komisk, men sammen med historiens over-the-top-ness efterlod det mig alligevel med et godt indtryk af filmen. Beowulf er helten, der i sine unge dage lader sig korrumpere og give efter for det onde, men som gammel forsvarer han sit folk med sit eget liv for at råde bod på det.

Vi nåede også lige et par timer ved Renatos fars datters 1-års fødselsdag før vi skulle til lufthavnen. Det var også over-the-top! Kæmpe Disney-figurer og pastelfarver over det hele, hoppeborg, boldbad og discotek med DJ, hvor favella-børnene blærede sig med håndstand og breakdancing. Men vi måtte sige farvel og tak til Renato, hans familie og hans venner og stige ombord på jumbojetten til Europa.

Sent i går aftes kom vi hjem. Det er en mærkelig og lidt tom fornemmelse, når man pludseligt ikke længere er på vej til et nyt sted hele tiden, men det er også dejligt at se familie og venner igen, at spise rugbrød, leverpostej og kogte kartofler, at drikke frisk mælk, at der ikke står en ildelugtende spand med al brugt toiletpapir ved siden af toilettet, at vide hvor man skal sove og kunne vælge sit tøj fra hylder i et skab istedet for at rode rygsækken igennem i blinde (jeg har dog ikke så meget tøj tilbage, jeg mistede jo rygsækken i lufthavnen). Men de seneste fire måneder har uden tvivl budt på nogle af de største oplevelser, jeg har været med til. Jeg har svært ved at overskue alle de fantastiske indtryk og oplevelser, og alle de mennesker, både lokale og rejsende, og deres historier, skæbner og bedrifter.

Daniel har klippet en lille video sammen med bungee-jump, nem asfalteret death road, Iguacu falls og lidt andet:

Efter nytår flytter jeg til København for at arbejde, så jeg leder både efter job og lejlighed. Hiv gerne lige fat i mig, hvis du kender til noget! Lejligheden skal bare være billig, så en et-værelses er fint. E-mail: lasse SNABELA fimp.dk Telefon: 60626269

Slut for denne omgang.