lbo on tour

I torsdags var vi til fodboldkamp paa Maracanã, der engang var verdens stoerste stadion med plads til 200.000 mennesker. I dag er det bygget om for at leve op til skaerpede krav, og saa er der “kun” plads til 95.000. Det var et lokalt brag mellem Flamengo og Vasco da Gama, saa fansene gik selvfoelgelig helt amok med trommer, fyrvaerkeri og kanonskrald paa tilskuerraekkerne. I vores guidebog staar der, at man nemt kan faa en doed kylling eller en flaske urin smidt i hovedet, men det slap vi heldigvis for. Vi stod blandt Flamengosupporterne, saa det var godt, de vandt. Jeg er ikke nogen fodboldfan, men brasiliansk fodbold er helt klart lidt sjovere at se paa, for de spiller mere aggressivt, og lige saa snart der ikke er angreb eller optraek til det bliver der piftet over hele stadion.

I metroen paa vej hjem saa vi bagsiden af festen. En Vasco-tilhaenger laa paa gulvet mens han blev sparket i ansigtet og paa kroppen igen og igen af fem Flamengotosser. Men det er ogsaa den eneste voldelige haendelse vi har set i Rio indtil videre.

Daniel optog lidt fra fodboldfesten:

I gaar i Rio loeb jeg ud over en rampe i 520 meters hoejde med vinger paa og landede paa stranden. Wow, det var en oplevelse.

De foerste dage i Rio boede vi paa et hostel, men nu har vi fundet en couchsurfing vaert. Hun skrev til os og saa moedte vi hende til et Couchsurfing meeting med omkring 20-30 mennesker paa en bar. Hun har haft enormt mange gaester, og der kommer vist to fyre mere i dag, og paa tirsdag fem norske piger.

Efter mellemdlanding i baade Costa Rica og Peru ankom vi i Sao Paulo kl. 4 om natten i onsdags. Vi tog en taxa til vores vaert, Renato, som i en alder af 21 allerede har overtaget hus og firma med 15 ansatte efter sin far, da moren doede. Vi faar frokost hos bedstemoren, som han plejer, og tager en gaatur paa byens hovedgade Avenida Paulista.

I gaar var vi til familiefoedseldag ved Renatos kusine, der fyldte 18. Vi kom til at sidde ved et par sjofle tanter, der som noget af det foerste spurgte ind til, hvad brasilianernes mest benyttede skaeldsord, puta, hedder paa dansk, og som de ydmyge gaester vi var, svarede vi selvfoelgelig. Lidt efter kunne den halve familie raabe “luder” i kor, og saadan kom der det ene perverse udbrud efter det andet fra alle hjoerner af koekkenet.

I torsdags hentede vi hans lillesoester, der studerer i en anden by, paa busstationen, og hendes veninde og tog til Renatos gode vens foedselsdag paa en stylish bevaertning. Vi laegger selvfoelgelig hurtigt og skuffede maerke til, at det er en ren poelsefest, og at mange har lidt for usaedvanligt dybe V-udskaeringer i troejen, men der gaar alligevel lidt tid foer det gaar op for os, at Daniel og jeg er de eneste straight guys i rummet, og at vores vaert er foedselarens ex-kaereste. Naa, men jeg faar en lang snak om seksuel identitet med en Fernando, foer vi tager videre til brasiliansk college party, hvor hundreder hvis ikke tusinder af unge samles til samba indendoers og billig brasiliansk 51-sprut og psykedelisk musik udendoers. En farverig aften.

Det har vaeret Renatos veninde Carols oenske, at vi ikke skulle faa bekraeftet den typiske udlaendings syn paa Brasilien, som de promiskuoeses og sjofles hjemland, men det gaar ikke saa godt for hende. Og vi er her ikke engang i karneval-tiden.

Vi lejede de brasilianske film Amarelo Mango og Carandiru. Det var spaendende og ulaekkert at faa et kig ind i dagligdagen i et brasiliansk faengsel via. den sidste, men ellers er jeg ikke imponeret over brasiliansk film indtil videre. Jeg har ikke kunnet faa nogen sammenhaengende handling ud af dem, og uden det synes jeg sjaeldent, en film er god.

Om et par dage tager vi bussen til Rio. Resten af turen, tror vi, skal vaere paa tur rundt i Argentina, Bolivia, og maaske Paraguay og Uruguay, foer vi vender tilbage til flyet i Sao Paulo til december.