lbo on tour

Jeg glemte helt at fortælle i mit forrige indlæg, at bedst som vi vader ned af en tilfældig gade i San Francisco for at komme til Fisherman’s Wharf, støder vi ind i to piger og en fyr fra Ribe, der også er ude at rejse. Hvad sker der lige for det?? Vi havde ingen anelse om, at de var ude at rejse, endsige at de var i San Francisco. Vi aftalte at mødes for at se byen, men en af parterne må have misforstået mødestedet, for ingen kunne finde hinanden på det aftalte tidspunkt.

Vi havde det sjovt i Cape Girardeau, hvor vi ligesom fik set the redneck side of America. Hver eneste aften skete der noget paa eller naer campus, og Trever, en af Palles venner, var en enormt fin fyr, og han tog os med rundt til alle mulige barer den ene aften efter den anden. Han tog os ogsaa med til den aarlige Town Fair, hvor der var politisk propaganda, dyrskue (jeg noejedes med at ride den mekaniske tyr) og ikke mindst demolition derby. Godt nok har vi carboxing i Toftlund med to ad gangen, men her var det altsaa 21 biler der brager ind i hinanden paa samme tid.

Vi kom desvaerre ikke ud at skyde, for Trever havde tilbudt os at laane hans shotgun, men han sov desvaerre over sig paa vores sidste dag i Cape G. Vi ville dog ogsaa helst have proevet en handgun, men det lod sig ikke goere, medmindre man havde en selv.

Jeg skrev tidligere, at jeg ikke havde maerket, at servicen var hoejere i Californien end i Danmark. Jeg ved heller ikke, om selve servicen var hoejere i Missouri, men folk virkede meget venlige og imoedekommende, og moedte man en fremmed paa gaden kunne man godt regne med, han ville hilse.

Palle koerte os til lufthavnen dagen inden, vi skulle flyve, saa vi tog vores foerste overnatning ved en Couchsurfer. Det var den kinesiske indvandrer Myf Ma, og det gik helt fint, selvom Che Guevara var paa hans hat og en stor plakat af Karl Marx prydede roommatens vaerelse. De var overraskede over, at Danmark ikke var et paradis uden problemer, og at vi som danskere kunne komme og fortaelle, at USA paa mange omraader fungerer bedre.

Naeste dag gik flyet gik til Miami, men foerst var vi oppe i St. Louis´varemaerke. I Miami couchsurfede vi familien Stovall og deres adoptivsoen istedet for at tilbringe et helt doegn i lufthavnen, foer turen gik til Guatemala. De gav os en middag paa en laekker cubansk restaurant og baade hentede os fra og koerte os til lufthavnen igen. Moren viste os ogsaa hendes arbejdsplads, hvor der blev foretaget hjerneforskning ved at eksperimentere paa de her yndige slugs.

Nu sidder vi paa vaerelset ved Rudy i Guatemala City, men vi skal vist dele vaerelse med nogle piger. Rudy tog os med til et lille lokalt koekken, som det ville vaere helt umuligt for turister at finde, for der var ingen skilte paa facaden, og man skulle ringe paa ved en anonym doer for at komme ind. Der fik vi en typisk guatemalsk ret med boenner og aeg for omkring 10 kroner. Der er meget trafik, og selvom bilerne er nye, virker det som om, de mangler et eller andet filter, for udstoedningen er meget kraftig. Vi skal dog helt sikkert ud og se noget af Guatemalas natur, der efter sigende skulle vaere fabelagtig flot med sorte lavastrande, levende vulkaner og flotte soeer.