Lake Atitlán september 25, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Guatemala.add a comment
Et lidt kort indlaeg, for koeen er lang her paa netcafeen, og ingen billeder for internettet er hamrende ustabilt. I Guatemala City var der ikke meget at se. Byens centrale plaza var flot og vi tog en tur paa det nationalhistoriske museum, der ikke var prangende men havde en hel del originale ting fra kolonitiden. Udover det er byen bare biler og roeg.
I weekenden tog vi til Antigua, der var meget mere hyggelig. Byen er ikke mere end 10×10 blocks stor, og i modsaetning til i Guatemala City var det behageligt at spadsere rundt og kigge og sidde ned og spise. Loerdag besteg vi vulkanen Pacaya i silende regnvejr. Det var haardt, men ogsaa ret fedt at komme saa taet paa lavaen, at jeg rent faktisk kunne roere det. Paa vej ned fik vi at vide, at vi skulle holde os taet sammen, for det var moerkt og junglen ikke til at finde rundt i, men det lykkedes alligevel for mig og en britte at fare vild. Heldigvis stoedte vi ind i vores gruppe igen efter en lille time.
Rudy tog os med hjem til hans mor, hvor vi boede et par dage og fik toerret vores toej og serveret hjemmelavet guatemalsk mad.
Nu er vi ved Lake Atitlan. En virkelig flot soe omgivet af bjerge. I bussen moedte vi to unge amerikanske hippieanarkister, der tomler den til Argentina, men lige nu lever de i Guatemala og sparer op ved at saelge smykker, som de selv laver. De har fundet en lejlighed lige ved siden af deres, som vi kun betaler ca. 70 kroner for for en uge. Vi splejser om maden og saa laver de den og vi vasker op, saa det er meget hyggeligt. De naeste par dage skal vi rundt og se paa landsbyerne omkring soeen inden turen gaar tilbage til Guatemala City, hvor vi kan tage bussen til et nyt sted.
Cape Girardeau, Missouri og ankomst Guatemala september 19, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Cape Girardeau, Guatemala.add a comment
Jeg glemte helt at fortælle i mit forrige indlæg, at bedst som vi vader ned af en tilfældig gade i San Francisco for at komme til Fisherman’s Wharf, støder vi ind i to piger og en fyr fra Ribe, der også er ude at rejse. Hvad sker der lige for det?? Vi havde ingen anelse om, at de var ude at rejse, endsige at de var i San Francisco. Vi aftalte at mødes for at se byen, men en af parterne må have misforstået mødestedet, for ingen kunne finde hinanden på det aftalte tidspunkt.
Vi havde det sjovt i Cape Girardeau, hvor vi ligesom fik set the redneck side of America. Hver eneste aften skete der noget paa eller naer campus, og Trever, en af Palles venner, var en enormt fin fyr, og han tog os med rundt til alle mulige barer den ene aften efter den anden. Han tog os ogsaa med til den aarlige Town Fair, hvor der var politisk propaganda, dyrskue (jeg noejedes med at ride den mekaniske tyr) og ikke mindst demolition derby. Godt nok har vi carboxing i Toftlund med to ad gangen, men her var det altsaa 21 biler der brager ind i hinanden paa samme tid.
Vi kom desvaerre ikke ud at skyde, for Trever havde tilbudt os at laane hans shotgun, men han sov desvaerre over sig paa vores sidste dag i Cape G. Vi ville dog ogsaa helst have proevet en handgun, men det lod sig ikke goere, medmindre man havde en selv.
Jeg skrev tidligere, at jeg ikke havde maerket, at servicen var hoejere i Californien end i Danmark. Jeg ved heller ikke, om selve servicen var hoejere i Missouri, men folk virkede meget venlige og imoedekommende, og moedte man en fremmed paa gaden kunne man godt regne med, han ville hilse.
Palle koerte os til lufthavnen dagen inden, vi skulle flyve, saa vi tog vores foerste overnatning ved en Couchsurfer. Det var den kinesiske indvandrer Myf Ma, og det gik helt fint, selvom Che Guevara var paa hans hat og en stor plakat af Karl Marx prydede roommatens vaerelse. 
De var overraskede over, at Danmark ikke var et paradis uden problemer, og at vi som danskere kunne komme og fortaelle, at USA paa mange omraader fungerer bedre.
Naeste dag gik flyet gik til Miami, men foerst var vi oppe i St. Louis´varemaerke. I Miami couchsurfede vi familien Stovall og deres adoptivsoen istedet for at tilbringe et helt doegn i lufthavnen, foer turen gik til Guatemala. De gav os en middag paa en laekker cubansk restaurant og baade hentede os fra og koerte os til lufthavnen igen. Moren viste os ogsaa hendes arbejdsplads, hvor der blev foretaget hjerneforskning ved at eksperimentere paa de her yndige slugs.
Nu sidder vi paa vaerelset ved Rudy i Guatemala City, men vi skal vist dele vaerelse med nogle piger. Rudy tog os med til et lille lokalt koekken, som det ville vaere helt umuligt for turister at finde, for der var ingen skilte paa facaden, og man skulle ringe paa ved en anonym doer for at komme ind. Der fik vi en typisk guatemalsk ret med boenner og aeg for omkring 10 kroner. Der er meget trafik, og selvom bilerne er nye, virker det som om, de mangler et eller andet filter, for udstoedningen er meget kraftig. Vi skal dog helt sikkert ud og se noget af Guatemalas natur, der efter sigende skulle vaere fabelagtig flot med sorte lavastrande, levende vulkaner og flotte soeer.
San Francisco og Missouri september 10, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in San Francisco.1 comment so far
Så gik turen til San Francisco. Dog først efter at det viste sig, at LA-familiens bedstefar havde den sjældne italienske filmatisering af Ayn Rands We The Living i sit bibliotek, så den nåede jeg lige at se. Jeg syntes dog 3 timer var for meget til historien.
I San Francisco delte vi hotelværelse med en irer, der var fuld døgnet rundt, og en fyr fra Hawaii, der var skæv døgnet rundt, så vi mødtes med en række forskellige mennesker fra Couchsurfing.com. Ellen Ho tog os med på restaurant i Japantown, kørte os til Golden Gate og nogle af byens andre monumenter. Hugo var en superflink fyr, vi hang ud med et par dage og nætter, og som vil hooke os op med hans venner i Brasilien. Han introducerede os også for Alex og en anden Couchsurfer, jeg har glemt navnet på. Couchsurfing.com er ret fedt, når man rejser, som vi gør.
Vi mødtes også med Pelle fra Liberator og hans kone, som tog os med på en rigtig mafiabar, hvor man kunne fristes til at tro, at det var dresscode med brunt jakkesæt og store guldsmykker. Pelle og jeg bankede dog deres poolhajer godt og grundigt. Vikinger > spaghettibøller.
San Francisco er i det hele taget en fed by. Stemningen virker gladere end i LA, og der er altid nogle sjove mennesker at kigge på i bussen i hippiernes og de homosexuelles hovedstad.
Med gode tømmermænd missede vi vores planlagte fly til Missouri, men servicen var i top og vi fik en billet til det næste uden merpris, og vores klassekammerat Palle var klar til at hente os i lufthavnen i St. Louis i hans nye bil. Han kørte os direkte til houseparty med hans kolleger fra college. Det er meget typisk for folk collegestuderende at holde housepartys i stedet for at gå i byen, for ikke alle er over 21.
I dag spiste vi for første gang mad, vi selv havde lavet. Eller Daniel og Palle lavede det, for det var min fødselsdag, og så har man jo ingen pligter. Dansk bøf med løg selvfølgelig.
I farten glemte jeg i San Francisco et par sko, så i dag var jeg ude at købe nye. Og hvorfor ikke være hip og købe et par heelys? Heelys er almindelige sko med hjul under hælen, der kan klikkes ud, når man vil rulle. Nu skal jeg bare lære at bruge dem, og så kan jeg gøre som de her, når jeg kommer hjem:
Vi vil gerne ud at skyde, så vi håber at finde en firing range her i Missouri, men det er ikke lykkedes endnu.
LA for maaske sidste gang september 3, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in LA.1 comment so far
Naar jeg har talt med folk, som har besoegt staterne, har de altid pralet af det generelle serviceniveau, der ydes i private forretninger, restauranter osv. Det er nok en af de faa ting, der har skuffet mig ved USA, for jeg kan aerligt talt ikke maerke forskel. Jeg havde rigtig glaedet mig til Walmart, men greetings-personen i indgangen boed mig ikke engang velkommen. Det skulle jo ellers vaere et af Walmarts kendetegn, at de ansaetter personale alene til det formaal. Maaske er det fordi jeg befinder mig i landets naeststoerste by. Maaske vil det vaere anderledes i en lille town i Missouri.
Det gaar stille og roligt i Simi Valley, LA. Vi besoegte det lokale Ronald Reagan Library, hvor jeg bl.a. hang ud med min lidt for moderate homie Thomas Jefferson og undrede mig over, i hvilken anledning Ronald Reagan har modtaget et baeltespaende fra Carl-Mar:
Det gav ogsaa en tur i det pensionerede Air Force One fly:
I onsdags blev vi samlet op af to venlige piger, der havde fundet os paa Couchsurfing.com, som koerte os til koncert med “The Waking Hours” paa El Cid paa Sunset Boulevard. Vi var meget glade for at naa frem, for hun koerte som en gal. Da vi stiger ud af bilen, indroemmer hun i en alder af 18 at have vaeret indblandet i fem trafikuheld. Men det var en god aften: Fedt sceneshow og de foerste oel i byen i lang tid til Daniel og jeg, for kontrolloeren opgav at kigge paa vores danske ID. Mit koerekortnummer er 22634986, saa for det meste kan jeg bilde dem ind, at det er mit foedselstidspunkt: 22. juni, kl. 3.49, (19)86, men den gaar ikke hver gang. Daniels koerekortnummer ender paa 48, og den er ingen endnu hoppet paa. Da pigerne blev lidt for venlige, fik vi dem til at koere os hjem igen.
Ellers har vi haengt lidt ud med familiens to doetre og deres venner i poolbaren, parken, biografen, poolen og skoejtehallen. Og besteget den lokale bakketop i stegende hede:
Hold forresten oeje med Robert Avard Miller paa filmplakaterne de naeste aar. Det er familiens bedstefar omkring de 80, der er manuskriptforfatter, og som efter sigende er ved at saelge et script til Salma Hayeks nye firma. Vi har set en af hans tidligere B-film, og den stank ret meget. Til hans forsvar skal det siges, at han mener, at de har perverteret hans manuskript fuldstaendigt.
Paa tirsdag gaar turen til San Francisco, og mens det har vaeret laererigt og gaestfrit at bo ved de to familier, saa glaeder jeg mig til at kommme back on the road again. Klokken er 3 og det er paa hoeje sengetid.
