Vi havde i øvrigt en lidt spøjs episode… december 6, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Bolivia.add a comment
… da vi skulle med flyet fra Bolivia. For at komme ind i Brasilien kræves nemlig et bevis på, at du er blevet vaccineret mod Gul Feber. Daniel havde fået vaccinen, men lægen havde glemt at give ham beviset, så de nægtede at chekke ham ind i lufthavnen. Det var rigtigt, rigtigt skidt, for vores fly til Danmark afgik fra Sao Paulo, så vi SKULLE ind i Brasilien. En anden lufthavnsansat kom dog og sagde, at vi skulle møde ham ovre i hjørnet om 10 minutter. Vi ventede så i hjørnet, hvor manden vendte tilbage med en ven i sort jakke. Hvis Daniel gav ham 30 dollars og hans pas ville han gå ud til sin anden ven og producere et vaccinebevis til Daniel. Daniel gav ham pengene og passet, det virkede som eneste udvej, og ganske rigtigt havde han få minutter efter et vaccinebevis med boliviansk stempel. Mafiaen var det eneste effektive i Bolivia.
Death Road, Sao Paulo og hjem december 4, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Bolivia, Brasilien.add a comment
I mandags tog vi med vores hollandske veninder på mountainbike ned ad vejen fra La Paz til Coroico, som The Inter-American Development Bank har dømt til verdens farligste vej. Jeg var lidt nervøs, for før i tiden skulle der efter sigende dø mellem 200 og 300 mennesker om året på vejen. Nu er den nye vej åbnet, og derfor bruger ikke mange bilister denne mere. Den er ca. 60 km lang, lavet af uregelmæssigt grus, har pludselige store indhak, er ofte under 3 meter bred og har flere hundrede meters skrænt ned til den ene side. I modsætning til alle andre veje i Bolivia skal man i øvrigt køre i venstre side for at have bedre udsyn rundt om hjørnerne. På vej ned betyder det desværre tættest på kanten. I junglen havde vi talt med en englænder, der sagde, at dagen efter han kørte ned, var der en israeler, der kørte ud over og døde (næsten hver gang, vi har hørt om en rejsende, der er kommet galt afsted, har det været en israeler. De er lige kommet ud fra 3 års værnepligt, og tror de kan alt, og rejser altid i store grupper, så de skal imponere vennerne), og jeg havde netop stemt for at tage et fly tilbage til La Paz fra junglen for at slippe for de smalle bjergstiger, og så gjorde jeg alligevel dette frivilligt.
Vores gruppe blev delt op i tre af guiderne: De hurtige, de hurtigere og de hurtigste. Daniel og jeg lagde os i front lige bag guiden i den hurtigste gruppe, og jeg må nok indrømme, at jeg kørte hurtigere, end det var helt forsvarligt med mine helt grønne mountainbiking skills. Jeg fik af og til en klump i halsen, når jeg kom lidt for tæt på kanten i et højresving, eller der kom et indhak, jeg ikke lige havde set, men det tænkte jeg ikke meget over i adrenalinrusen.
Der var to andre der styrtede og fik hudafskrabninger, men de to hurtige Danish dynamites kom helskinnet igennem og fejrede det med en afslappende overnatning i Coroico på et af de finere hoteller, vi har prøvet, og så med både sauna og svømmepøl.
Tilbage i La Paz fik jeg prøvet oxygenbaren. Efter 15 minutter med maske på følte jeg mig muligvis en smule let, men effekten var ikke stor. Det var dog en spøjs oplevelse.
Ellers gik tiden med shopping, for det var jo superbilligt i La Paz. Daniel og jeg bestilte begge et skræddersyet jakkesæt til omkring 300 kr. + stof for omkring 150 kr. Daniels blev rigtigt flot, men efter at have rykket min skrædder to gange og have taget taxaen ud til ham kl. 4 om natten for at få det inden flyet til Sao Paulo gik, var han stadig ikke færdig, og jeg måtte tage det med, som det var, og slippe lidt færre pesos i betaling. Så håber jeg, jeg kan finde en billig skrædder herhjemme.
Da vi står af flyet i Sao Paulo dukker min taske aldrig op på båndet. Fordømt. Selskabet lovede at finde den, men jeg har endnu ikke hørt fra dem. Det var vist heller ikke det mest pålidelige selskab, vi kunne have valgt, for i flyet fortæller en anden passager om, hvordan de har siddet i flyet hele natten efter de landede. Personalet havde instrueret dem i at gå af, men de var bange for, at de aldrig ville komme videre, hvis de først steg af flyet, hvorfor de nægtede og blev siddende. Meget lidt fungerer som planlagt i Bolivia.
At komme tilbage til den paulistiske trafik i Sao Paulo efter ca. en måned var næsten som at vende hjem til civilization. Gode og rene veje og ingen dytteri. I Bolivia er det kutyme at dytte FØR, der er ved at gå noget galt. Bare for at være sikker. I Sao Paulo tog vi til endnu et collegeparty med Renato, og efter at have spist gedeben og kyllingehjerter på et churrasceria var vi inde og se Beowulf-filmen, som foregår i Danmark. I begyndelsen syntes jeg, at blandingen mellem rigtigt skuespil og animation virkede ufrivilligt komisk, men sammen med historiens over-the-top-ness efterlod det mig alligevel med et godt indtryk af filmen. Beowulf er helten, der i sine unge dage lader sig korrumpere og give efter for det onde, men som gammel forsvarer han sit folk med sit eget liv for at råde bod på det.
Vi nåede også lige et par timer ved Renatos fars datters 1-års fødselsdag før vi skulle til lufthavnen. Det var også over-the-top! Kæmpe Disney-figurer og pastelfarver over det hele, hoppeborg, boldbad og discotek med DJ, hvor favella-børnene blærede sig med håndstand og breakdancing. Men vi måtte sige farvel og tak til Renato, hans familie og hans venner og stige ombord på jumbojetten til Europa.
Sent i går aftes kom vi hjem. Det er en mærkelig og lidt tom fornemmelse, når man pludseligt ikke længere er på vej til et nyt sted hele tiden, men det er også dejligt at se familie og venner igen, at spise rugbrød, leverpostej og kogte kartofler, at drikke frisk mælk, at der ikke står en ildelugtende spand med al brugt toiletpapir ved siden af toilettet, at vide hvor man skal sove og kunne vælge sit tøj fra hylder i et skab istedet for at rode rygsækken igennem i blinde (jeg har dog ikke så meget tøj tilbage, jeg mistede jo rygsækken i lufthavnen). Men de seneste fire måneder har uden tvivl budt på nogle af de største oplevelser, jeg har været med til. Jeg har svært ved at overskue alle de fantastiske indtryk og oplevelser, og alle de mennesker, både lokale og rejsende, og deres historier, skæbner og bedrifter.
Daniel har klippet en lille video sammen med bungee-jump, nem asfalteret death road, Iguacu falls og lidt andet:
Efter nytår flytter jeg til København for at arbejde, så jeg leder både efter job og lejlighed. Hiv gerne lige fat i mig, hvis du kender til noget! Lejligheden skal bare være billig, så en et-værelses er fint. E-mail: lasse SNABELA fimp.dk Telefon: 60626269
Slut for denne omgang.
Amazonas november 25, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Bolivia.add a comment
I gaar floej vi tilbage til La Paz fra junglebyen Rurrenabaque. Turen derop var 20 timer i bus med kun to tissepauser, hvor den ene vist kun fandt sted, fordi det ene hjul var ved at falde af. Ikke superbetryggende naar man koerer paa smalle bjergstiger. Flyveturen tilbage tog kun 45 minutter i et mindre propelfly. Vi har ogsaa koebt en flybillet tilbage til Sao Paulo fra La Paz. Vi har faaet nok af busser.
I Rurre tog vi tre dage ud paa Las Pampas, der er floderne og sumpene ved junglen, og det er her, man kan se flest af de spaendende dyr. Det gjorde vi ogsaa: Skildpadder i massevis, mange alligatorer og Cayman, en haandfuld aber og en enkelt Anacondacobra, plus en raekke fugle. Vi fiskede ogsaa piratfisk – hverken Daniel eller jeg fangede nogen, men jeg smagte en af de andres fangst, selvom der godt nok ikke er meget koed paa en Piranha. Tjek billederne. Vi havde det ogsaa ret sjovt med de fire hollaendere, to englaendere i vores gruppe og guiden, saa da vi kom tilbage til Rurre moedtes vi til en skinger omgang karaoke.
Daniel og jeg havde dog faaet blod paa tanden efter at have set saa mange alligatorer, saa vi spurgte guiden, om det var muligt at jage dem. Han tog kontakt til en ven, der ville tage os med ud to dage for at jage. I dagen op til droppede han hele tiden forbi vores hostel med nye oplysninger om tid og sted og om hvordan vi ikke kunne vaere i samme bil som gevaererne, naar vi skulle koere forbi politistationen. Havde vi lige skrevet os op til krybskytteri? Sandsynligvis, men efter at have set hvor mange alligatorer der var, og at de derfor umuligt kunne vaere truede, havde vi ikke moralske kvaler.
Saa vi blev koert paa mototaxi forbi politistationen hvorefter vi blev samlet op af guidens ven, Ronny, som koerte os ud til hans fars hus, hvor vi sov under et halvtag beboet af giftige fugleedderkopper og en haer af farlige insekter, som faren havde opdraettet til at angribe fremmede trespassers. Paa vores foerste jagttur vaeltede jeg ind i et psykopattrae, som har givet mig splinter i det meste af underarmen. Av, og de sidder der endnu. Vi skoed efter fugle, men hverken Daniel eller jeg kunne ramme noget som helst, saa aftensmaden boed kun paa kogt spaghetti. Jeg spiste dog nogle termitter istedet.
Den anden jagttur var mere succesfuld. Maaske fordi vi inden tyggede kokablade og ofrede et andet bundt kokablade til jungleguden og dyrene. Vi tog afsted ved kl. 22 for at finde alligatorer, men det var et helt andet dyr, Daniel foerst fik ram paa. Han hoerte en ugle, sigtede op i traeet og saa to store oejne og skoed, men det viste sig at vaere en natabe, der faldt ned med et stort hul lige i brystet. Han havde det forstaaeligt nok lidt maerkeligt med at have skudt en abe og han kunne ikke lide at roere ved den, saa det var landmandssoennen, der maatte posere for kameraet. Men nu hvor den allerede var doed kunne vi jo lige saa godt tage den med tilbage og faa den til frokost naeste dag.
Det var svaert at finde alligatorerne. Vi var tilsyneladende ikke stille nok, men efter naesten 7 timer lykkedes det for Ronny at liste sig ind paa en og skyde den, hvorefter jeg giver den endnu et skud og gaar amok med en machete, da den stadig bevaeger sig. Utroligt haardfoer!
Ronny skaerer halen af, som vi tager med, og vi kan meget traette gaa hjem og sove kl. 5. Naeste dag griller hans kone begge dyr til frokost. Alligatorkoedet var godt, men rimeligt sejt. Abekoedet var helt moerkeroedt og med en ret staerk smag. Det smagte egentlig ok, men det var lidt for maerkeligt for mig at spise en abe, til at jeg kunne nyde det, men Ronnys familie maeskede lystigt koedet i sig.
Vores ture ved Amazonas har uden tvivl vaeret et af hoejdepunkterne i de fire maaneder, der snart er gaaet. Paa mandag skal vi ned ad The Worlds Most Dangerous Road paa mountainbike. Og ellers skal den sidste uge vist bare bruges paa at slappe af paa en oxygenbar i La Paz. Om kun godt en uge er vi tilbage i Danmark, men vi har allerede faaet en lille forsmag: Paa vores hostel i La Paz kan vi for foerste gang i fire maaneder sove med rigtige dyner!
Salta, Chile, Bolivia november 13, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Argentina, Bolivia, Chile.3 comments
Jeg glemte at fortaelle, at vi tomlede vores foerste tur i ingenmandsland mellem Brasilien og Argentina. Dog blot en kilometer fra den brasilianske kontrol til den argentinske med et par oeldrikkende argentinere. Hvis vi talte bedre spansk ville vi nok have gjort mere ud af det, det er ogsaa ret udbredt blandt unge sydamerikanere.
I Salta koerte vi paa vandscooter og bungeejumpede. Det var helt vildt sjovt 
Jumpet var kun 35 meter, men det var over vand, saa alle 35 meter blev udnyttet, da jeg fik armene under og Daniel kom under med hovedet. Han tror, at han slugte noget vand, og det var derfor, vi maatte have ham til laegen dagen efter med daarlig mave, feber osv., men han har det godt nu.
Til gengaeld har jeg faaet en byld-agtig ting paa hoften, og jeg kom til at pille i den, saa nu er den inficeret. Saa er det godt, vi er kommet til Bolivia, hvor antibiotika kan koebes uden recept.
I Chile boede vi et par dage i San Pedro de Atacama. Vi tog ud og sandboarde, men vi orkede kun en enkelt tur op ad en sandbanke og ned igen. Der er jo ingen lifte. Daniel har staaet paa snowboard, saa det gik udmaerket for ham; jeg vaeltede hele vejen ned. Dagen efter stod vi op kl. 4 for at komme ud til geyserne, hvor vi gik rundt i minus 15 grader. Foej hvor var det koldt, men det blev heldigvis varmere hen ad dagen, som ogsaa boed paa kaktusser, flamingoer og naturmedicing, der kunne kurere sukkersyge paa 8 dage.
Turen til Bolivia var min vaerste bustur indtil nu. I Andes-hoejderne toerrer laeberne ind, luften skaerer i naesen, og helt oppe foeles det som ét langt mildt astmaanfald. Og da vi ankom til den bolivianske graense kl. 2 om natten aabnede den selvfoelgelig foerst kl. 8. Saa mens buschauffoeren gik indenfor og varmede sig i en hytte ved siden af, blev passagererne efterladt i minusgrader i bussen. Vi var heldige, at en tysker laante et taeppe til Daniel og en bolivianer et til mig.
Nu er vi indlogeret paa et hostel i Uyuni sammen med foernaevnte tysker, hvorfra vi i morgen tager ud for at se verdens stoerste saltslette. Derefter gaar turen for Daniel og jeg til La Paz.
Rio og Igauzu november 4, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Argentina, Brasilien.add a comment
Dagen efter fodbold var der et couchsurfing-meeting i Rio, som vi tog til. Der moedte vi Cristiana, som meget gerne ville hoste os. Ja, vi havde praktisk talt ikke snakket fem minutter foer vi stod med noeglerne til hendes lejlighed i haanden. Hos Cristiana boede vi fire fyre: Daniel, jeg, Andrew en amerikaner og Eduardo en brasilianer fra Sao Paulo. Cristiana har haft over 100 couchsurfere, inklusive hele 7 amerikanere paa en gang. Vi havde det sjovt i Lapa, et af Rios stoerste nattelivscentra.
Paa vej mod Sugarloaf i Rio, et af byens to bedste udkigspunkter, loeb vi ind i to danskere. Da de talte dansk til os, kiggede baade Daniel og jeg uforstaaende paa dem og sagde “We only speak English, no Portuguese.” Det var en maaned siden vi sidst havde snakket med andre danskere, saa vores hjerne naegtede simpelthen at opfange noget som helst. Men det endte med vi fik en hyggelig middag sammen med dem og vores vaert samt fire af vores vaerts svejtiske, brasilianske og hollandske venner.
Derefter tog vi ud til Raphael. Han bor en halv time i metro fra Rios centrum. Det regnede stort set uafbrudt, saa tiden blev brugt i selskab med Raphaels familie og Playstation. Det lykkedes os dog at besoege Niteroi, en forstad til Rio, som bl.a. boed paa dette mestervaerk af en kommunistisk kunster.
Efter Rio tog vi tilbage til Sao Paulo og blev ved Renato et par dage, foer vi drog videre mod de fantastiske Iguazu vandfald. Efter 16 timer i bus med ikkefungerende aircondition ankom vi foerst paa den brasilianske side, hvor vi fik det store overblik. Derefter tog vi til Argentina, hvor vi kom rigtig taet paa baade til fods og i baad. Da vi forlod den tilladte vandresti blev jeg for modig og hoppede fra en sten til en anden og forstuede foden, men det gaar allerede bedre.
Naeste destination er Salta i det nordvestlige Argentina. Bussen gaar kl. 21 i dag og det vil tage os 24 timer.
Fodbold oktober 21, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Brasilien.add a comment
I torsdags var vi til fodboldkamp paa Maracanã, der engang var verdens stoerste stadion med plads til 200.000 mennesker. I dag er det bygget om for at leve op til skaerpede krav, og saa er der “kun” plads til 95.000. Det var et lokalt brag mellem Flamengo og Vasco da Gama, saa fansene gik selvfoelgelig helt amok med trommer, fyrvaerkeri og kanonskrald paa tilskuerraekkerne. I vores guidebog staar der, at man nemt kan faa en doed kylling eller en flaske urin smidt i hovedet, men det slap vi heldigvis for. Vi stod blandt Flamengosupporterne, saa det var godt, de vandt. Jeg er ikke nogen fodboldfan, men brasiliansk fodbold er helt klart lidt sjovere at se paa, for de spiller mere aggressivt, og lige saa snart der ikke er angreb eller optraek til det bliver der piftet over hele stadion.
I metroen paa vej hjem saa vi bagsiden af festen. En Vasco-tilhaenger laa paa gulvet mens han blev sparket i ansigtet og paa kroppen igen og igen af fem Flamengotosser. Men det er ogsaa den eneste voldelige haendelse vi har set i Rio indtil videre.
Daniel optog lidt fra fodboldfesten:
Hanggliding oktober 20, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Brasilien.add a comment
I gaar i Rio loeb jeg ud over en rampe i 520 meters hoejde med vinger paa og landede paa stranden. Wow, det var en oplevelse.
De foerste dage i Rio boede vi paa et hostel, men nu har vi fundet en couchsurfing vaert. Hun skrev til os og saa moedte vi hende til et Couchsurfing meeting med omkring 20-30 mennesker paa en bar. Hun har haft enormt mange gaester, og der kommer vist to fyre mere i dag, og paa tirsdag fem norske piger.
São Paulo oktober 15, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Brasilien.add a comment
Efter mellemdlanding i baade Costa Rica og Peru ankom vi i Sao Paulo kl. 4 om natten i onsdags. Vi tog en taxa til vores vaert, Renato, som i en alder af 21 allerede har overtaget hus og firma med 15 ansatte efter sin far, da moren doede. Vi faar frokost hos bedstemoren, som han plejer, og tager en gaatur paa byens hovedgade Avenida Paulista.
I gaar var vi til familiefoedseldag ved Renatos kusine, der fyldte 18. Vi kom til at sidde ved et par sjofle tanter, der som noget af det foerste spurgte ind til, hvad brasilianernes mest benyttede skaeldsord, puta, hedder paa dansk, og som de ydmyge gaester vi var, svarede vi selvfoelgelig. Lidt efter kunne den halve familie raabe “luder” i kor, og saadan kom der det ene perverse udbrud efter det andet fra alle hjoerner af koekkenet.
I torsdags hentede vi hans lillesoester, der studerer i en anden by, paa busstationen, og hendes veninde og tog til Renatos gode vens foedselsdag paa en stylish bevaertning. Vi laegger selvfoelgelig hurtigt og skuffede maerke til, at det er en ren poelsefest, og at mange har lidt for usaedvanligt dybe V-udskaeringer i troejen, men der gaar alligevel lidt tid foer det gaar op for os, at Daniel og jeg er de eneste straight guys i rummet, og at vores vaert er foedselarens ex-kaereste. Naa, men jeg faar en lang snak om seksuel identitet med en Fernando, foer vi tager videre til brasiliansk college party, hvor hundreder hvis ikke tusinder af unge samles til samba indendoers og billig brasiliansk 51-sprut og psykedelisk musik udendoers. En farverig aften.
Det har vaeret Renatos veninde Carols oenske, at vi ikke skulle faa bekraeftet den typiske udlaendings syn paa Brasilien, som de promiskuoeses og sjofles hjemland, men det gaar ikke saa godt for hende. Og vi er her ikke engang i karneval-tiden.
Vi lejede de brasilianske film Amarelo Mango og Carandiru. Det var spaendende og ulaekkert at faa et kig ind i dagligdagen i et brasiliansk faengsel via. den sidste, men ellers er jeg ikke imponeret over brasiliansk film indtil videre. Jeg har ikke kunnet faa nogen sammenhaengende handling ud af dem, og uden det synes jeg sjaeldent, en film er god.
Om et par dage tager vi bussen til Rio. Resten af turen, tror vi, skal vaere paa tur rundt i Argentina, Bolivia, og maaske Paraguay og Uruguay, foer vi vender tilbage til flyet i Sao Paulo til december.
Semuc Champey, Copan og Utila oktober 8, 2007
Posted by Lasse Birk Olesen in Guatemala, Honduras.2 comments
I Guatemala tog vi til Semuc Champey sammen med vores Couchsurfingven Rudy. Det var fantastik flot med hundrede af smaa vandfald paa Cahabonfloden og smaa pools imellem, hvor man kunne bade. Lige ved siden af laa det omfattende hulesystem Kan-Ba, som vi begav os ind i bevaebnet med stearinlys og klar til nogle graenseoverskridende svoemmeture gennem totalt moerke og smalle passager og udspring ud i det ukendte, hvor man kun havde guidens ord for, at man ikke ramte en skarp klippe. Derefter var der udspring fra broen, der krydser Cahabonfloden, og en flydetur langs den i gamle oppustede daekslanger. Vi var godt traette, da vi skulle sove, saa da vi sad og snakkede i sengen om dagens oplevelser, var vi ikke helt forberedte paa den enorme sorte fugleedderkop, der pludseligt kravlede rundt ved mit hovede.
Efter Semuc Champey tog vi til Copan ruinerne i Honduras, der er en af de stoerste og flotteste Maya-ruiner. Guiden var ekstremt vidende og kunne fortaelle alt om det gamle rige. Ved Copan moedte vi israeleren Amir. Hvor det var meningen vi ville have taget til Livingston i Guatemala lokkede Amir os istedet med til dykkeroeen Utila i Honduras. Vi er nu paa vej til Guatemala City igen for at tage flyet til Brasilien, og paa trods af de mange myg har jeg ikke fortrudt et oejeblik vi tog med Amir til Utila. Paa oeen tog jeg et dykkercertifikat, og det gav mig adgang til det ene fantastisk flotte koralrev efter det andet og stadigt stoerre og flottere fisk, soeheste og maerkelige skabninger, jeg aldrig har set foer. Jeg var bl.a. saa heldig at se en Baracuda jage og fange et bytte faa meter foran mit ansigt – noget min instruktoer heller aldrig foer havde set. Jeg skal helt sikkert ud at dykke igen engang og med mit certifikat kan jeg nu goere det uden instruktoer.
